Velkommen til Kiropraktisk Klinik

v/ Bodil Chalmer Rasmussen

Kiropraktik er for alle

Jeg er kiropraktor i Aalborg og behandler alle aldersgrupper lige fra spædbørn til ældre, og behandler både akutte, kroniske og periodisk tilbagevendende problemer, og jeg har med succes behandlet tusindvis af mennesker i alle aldersgrupper gennem årene.

Jeg ser det derfor også som mit fornemste mål at sørge for, at din sundhed og livskvalitet forøges, at du bliver rask så hurtigt som muligt, og at du bliver ved med at være rask, hvorfor jeg dygtiggør mig løbende gennem kurser og efteruddannelse, så jeg hele tiden kan anvende den nyeste viden inden for kiropraktik.

Min mening er, at man skal tage fat om problemerne i opløbet, således at de ikke bliver kroniske. Derfor kan såvel nye som gamle patienter, alle få tid til konsultation hos mig ved henvendelse.

Kiropraktisk behandling er en del af det danske sundhedsvæsen, og jeg har overenskomst med den offentlige sygesikring.

Kiropraktisk Klinik ligger i Bispensgade i Aalborg centrum, tæt ved parkering og offentlige transportmidler.

Når du ringer til mig på tlf. 98 11 42 11, kan du ofte få en tid samme dag eller dagen efter. 

Åbningstider

Mandag, onsdag og torsdag 9 - 17

Tirsdag og fredag 9 - 13

 

Hvad er kiropraktik?

Kiropraktisk behandling er en effektiv løsning på mekanisk nedsat eller manglende funktion (“låsninger”) primært i ryggens og nakkens led, ligesom alle kroppens andre led også kan behandles. Behandlingen er rettet mod årsagen til dine smerter, fordi den hjælper kroppens led tilbage til deres naturlige funktion og deres normale bevægelighed. Symptomerne på mekaniske låsninger i et eller flere led er smerter, træthed og/eller stivhed i ryg eller nakke.

Kiropraktisk manipulationsbehandling, er en behandlingsmetode, som nænsomt og specifikt genopretter funktionen i et led – ofte med en lille knæklyd, som når man f. eks. knækker fingre. Lyden skyldes et undertryk i leddet, når leddet strækkes under behandlingen.

Din egen forståelse og håndtering af din krop i dagligdagen er vigtig for et godt behandlingsforløb og forebyggelse af tilbagefald. Konsultationen hos kiropraktoren består derfor typisk også af information og rådgivning samt eventuelt massage af stramme og ømme muskler. Desuden vil du ofte få instruktion i strækøvelser og/eller stabiliserende øvelser.

Kiropraktik hos Bodil Chalmer Rasmussen

Mit speciale er undersøgelse og behandling af smerter og problemer i kroppens led og muskler samt deres nerveforsyning. Behandlingen skal være målrettet mod årsagen til dine symptomer for at opnå en god effekt. Derfor er det vigtigt først at finde ud af, hvad der er årsagen til dine symptomer.

Jeg er uddannet til at undersøge dig, stille en diagnose og behandle dig. Hvis jeg ikke kan løse dit problem med kiropraktisk behandling, vil du blive henvist til din egen læge eller til anden relevant behandling.

I forbindelse med den første konsultation vil jeg foretage en undersøgelse og eventuelt selv lave en røntgenundersøgelse her på klinikken. Er der taget røntgenbilleder på et sygehus eller hos en anden kiropraktor, kan billederne eller en røntgenbeskrivelse rekvireres.

Ved det første besøg vil jeg stille dig en række spørgsmål. Spørgsmålene bruger jeg til at danne mig et indtryk af din generelle sundhedstilstand, herunder tidligere og nuværende skader, sygdomme og medicinforbrug.

Bagefter undersøger jeg dig. Formålet med undersøgelsen er, at vurdere kropsholdning, funktionen i de relevante led og nervesystemets funktion i forhold til alder og problemstilling. Desuden bruger jeg informationerne fra samtalen og undersøgelsen til at vurdere, om du har behov for kiropraktisk behandling, eller om dine symptomer kan have andre årsager, der kræver vurdering hos egen læge.

Formålet med kiropraktisk behandling er, at få kroppens led til at bevæge sig normalt igen, så kroppen holder op med at sende smertesignaler til hjernen. Behandling af et problem vil altid være tilpasset den enkelte patient.